Da jeg tilbragte det meste af søndagen ved kirken i Møgeltønder, tænkte jeg, at jeg ville fortælle lidt om, hvordan den slags foregår. Altså ikke dåben, men det fotografiske i sådan en begivenhed.

Det starter nogle uger før med at International Presse Center (IPC som køres af Udenrigsministeriet) offentliggør de pladser, der kan søges ved dåben. Ud over at der tillades to fotografer inde i kirken, samt et par tv-kameraer, er der lavet små pools omkring kirken med plads til mellem 5 og 35 folk i hver.

Man kan så søge pladserne og skrive, hvilket man vil foretrække. Et par uger før selve dagen laver en håndfuld udvalgte repræsentanter en blanding mellem et rådsmøde, en studehandel og en lodtrækning, hvorefter det offentliggøres hvem der har fået hvilke pladser.

De to mest attråværdige for still-fotografer er naturligvis inde i kirken, og disse går meget forudsigeligt til Scanpix og Polfoto, som er billedbureauerne, der servicerer hhv. Berlingske- og Politiken-koncernen, samt i øvrigt begge sender billeder ud af landet via skandinaviske, europæiske og internationale billedbureauer. Lige så utænkeligt det er, at f.eks. et tysk ugeblad ville få en af de to pladser inde i kirken, er det rimeligt nok, at alle får ’adgang’ ved at de, der er derinde, har distribution til hele verden. Alle har således 'adgang' til begivenheden.

Pool 4 - her med Ritzau-fotografen Line Nørgaard Thomsen i forgrunden og sikkerhedsfolkene i baggrunden.

Jeg fik en plads i pool 4 lige overfor indgangen til kirken og den røde løber. Vi var omkring 22 i den pool, og den er afgørende hvis man skal have alle gæsterne. De royale blade og en række dagblade har 4-6-8 fotografer i adskillige pools or rundt omkring i byen for at dække det hele.

Det kan naturligvis undre, hvorfor der ikke bare står to fotografer ved døren og så fordeler man billeder til alle medier bagefter. Hvorfor skal der stå 18 fotografer og 4 tv-kameraer og lave de samme billeder fra samme vinkel? Ud over konkurrencehensyn, er der selvfølgelig forskellige interesser. Der er tyske medier, hollandske medier, lokale aviser, royale ugeblade, internationale billedbureauer, ritzau, TV2, DR osv.

Et par danske gæster udrittes om kjoledesign m.v. af royale ugeblade imens andre ikke har den store interesse i netop de gæster.

De royale ugeblade dækker det hele; alle gæsterne, hvilke kjoler damerne kommer i, lidt sladder om hvorfor en har armslynge på, hvordan Prins Christian arter sig til at blive kommende konge om 40-50 år. Og i den dur.

De tyske medier er vilde med royale ting – sådan helt generelt – men kender næppe nogle af de danske kendisser, som de derfor helt overser.

Jeg selv dækkede for verdens største billedbureau Getty Images og USA's førende indenfor entertainment, WireImage, og de leverer til amerikanske, japanske, tyske medier osv, så der er synsvinklerne mange og interesserne vidt forskellige. Men det er klart kun de kongelige, for resten kommer aldrig i et amerikansk eller japans blad, med mindre der er en helt speciel vinkel. Til gengæld er vores dronning kendt for at være god til at sætte tøj og accessories sammen. Så det bruger amerikanerne lidt energi på at fortælle om. Og det samme er Mary naturligvis, men er samtidig kronprinsesse med den naturlige forhøjede interesse det giver i Australien, men også i europæisk og amerikansk sammenhæng.

Den tyske del af familien kan man nemt glemme, men det gør de tyske medier til gengæld ikke. Så dem skal man også lige huske at fotografere.

Og således går det til, at den tyske gren af familien måske slet ikke kommer i de danske royale ugeblade, men tyske blade bruger en hel side på dem med et enkelt billede af hovedpersonen, Prins Henrik.

Det billede, der bliver hugget ubetinget mest fra min hjemmeside, fra brylluppet i Møgeltønder, er billedet af den sjældne Bugatti, brudeparret kørte i. De går igen på adskillige blogs om biler, forstås! Og sådan er interesserne så forskellige hvad angår biler, sko, kendisser, royale, bygninger, smykker, frisurer, blomster og hvad der ellers indgår i sådan en royal dækning. Derfor fotograferes folk fra top til tå.

Pressekort
Rent praktisk skal alle pressefolk hente deres pressekort til dagen i et pressetelt ved slottet, hvorefter der er 'sweeping' kl. 14.00 hvor politiets bombehunde snuser til alle tasker og udstyr og man bliver checket en sidste gang, før vi får lov til at gå ind til kirken.

Jeg havde planlagt at gå på kaffebar og få noget hjemmebagt sønderjysk lagkage, men måtte ændre planer. Vi måtte ikke gå ud igen før end barnedåben var overstået kl. 18.30. Så der stod vi så med vores markerede pladser indenfor det afmærkede pool-område og ventede (nogle havde været der dagen før og stillet stiger eller sat klistermærker på græsset). Og hvad laver sådan en gang pressefolk så?

Normalt checkes der udstyr, tages testskud og den slags. Men det kan man ikke få fire timer til at gå med, uanset hvor grundig man er. Så vi snakker om udstyr, prøver at forudse hvem der kommer i biler og hvem der er til fods af gæsterne, taler om andre begivenheder vi har været til sammen, og så ringes der en del til redaktioner for at koordinere.

TV-stationerne er et kapitel for sig. Til brylluppet var der 200 tv-kameraer rundt om og over Møgeltønder til at dække begivenheden live, denne gang er der en del færre. Men da der sendes live, må tv-reporterne i pool’en fra tid til anden gå live med situationsrapporter om hvad der sker lige nu ved kirken, hvem man tror kommer, hvem der ikke kommer, hvordan de kommer, hvordan vejret er og den slags (som får en til at glæde sig over at man på 6. år ikke ejer et fjernsyn).

Jeg tager ad notam at en af tv-værtinderne har virkeligt grimme ben - men at det ikke betyder noget når hun ser køn ud fra bæltet og op, som er det eneste der kan ses i fjernsynet.

En halv time før melder panikken sig lidt, og folk begynder at gøre deres udstyr klar og stå uroligt ved deres pladser og lave testskud. Der er i og for sig ingen grund til det, for Kongehuset er altid præcist på minuttet, og det står i programmet at dronningen og prinsegemalen ankommer 16.27 og Prins Joachim og Prinsesse Marie kl. 16.29. Så er der noget man kan være sikker på, er det at de ikke kommer før tiden, og kun i helt ekstraordinære tilfælde senere. Men det er klart at den kollektive nervøsitet smitter. Så selv hvis man i morges var lidt træt af at skulle bruge dagen på dette, så er man nu helt på og står i orkanens øje.

Gæster kommer stort set efter rang, og det vil sige de kongelige til allersidst. Det vil sige, at med mindre man laver et royalt tillæg med alle gæsterne, er selve begivenheden komprimeret til de sidste 10-15 minutter hvor samtlige royale ankommer.

Dronningen og prinsegemalen er netop ankommet og gør klar til at anstige den røde løber med hver en af de små prinser i hånden. Det vil se flot ud og er samtidig en del af uddannelsen.

Det er en historie i sig selv, hvordan man som semi-kendt eller nylig tilføjet kæreste til en royal, klarer de 25-30 meter rød løber med 18 kameraer og 4 tv-kameraer rettet mod en. Den slags bør man tænkte over og øve. Skal man holde i hånd eller om livet, skal man gå i takt, kan man smile så længe, og hvad hvis det regner, eller vinden presser ens silkekjole mod kroppen så alt er synligt?

Sådan klares den røde løber med stil ...

Designeren Charlotte Sparre gør pressen den tjeneste at give interview til live-tv og sikrer sig samtidig lidt gratis reklame imens gemalen venter andægtigt i baggrunden. Få klarer det så professionelt.

Fransk visit: Maries familie i en hastig og ret ukkordineret vandring, hvorunder faderen glimrer ved at nægte pressen en kommentar.

Der er dem, der ”works the red carpet,” og så er der dem der formentlig hellere ville tage bagindgangen. Det er meget afslørende, men samtidig meget forståeligt. Jeg selv skænker overhovedet ikke live-kameraerne en tanke, men det på f.eks. kronprinsen gøre – og bliver i øvrigt fulgt fra den fjerne indgang og samtlige 200 meter frem til kirkedøren. Så skal man gå ordentligt, tale politisk korrekt til børnene, se royal ud og mange andre ting på en gang …

150 meter endnu med live-tv og fotografer ...

Redigering

	For den fotografisk interesserede iøvrigt: Sådan ser det originale foto ud af billedet øverst på siden. Skudt med Leica R9/DMR og 35-70mm/f2.8;

Straks kirkedøren er lukket bag de sidste, hiver samtlige fotografer bærbare computere frem med trådløse modems og begynder at tømme kameraer og udvælge og sende billeder. Mange taler i mobil imens for at koordinere med redaktionen derhjemme, og begivenheden ligger håbløst dårligt i forhold til deadlines. Det er der blevet talt meget om. Midt i industriferien, på en søndag, og sidst på dagen. Altså!

Tiden går hurtigt, og alle må pludselig afbryde arbejdet, fordi dåben nu er overstået. Nu ser alle stort på hvem der har hvilke pladser, for alle klumper sig sammen i det hjørne af pool’en der er overfor døren til kirken.

Et par af hoffets folk og sikkerhedsfolk, der kommer først ud, må finde sig i at blive fotograferet grundigt af den nervøse flok fotografer. Det gælder jo om at fotografere fra første øjeblik, Prinsesse Marie, Prins Joachim og den lille prins kommer ud.

Så kommer de endelig, og der skydes som var det et skydetelt i tivoli hvor man kunne vinde en rigtig præmie som f.eks. en strandvejsvilla. Flokken hopper ned fra stiger og følger dem gennem pool’en parallelt med den røde løber imens enkelte forsøger at stille intelligente spørgsmål. Som altid er der en vis balance mellem at de kongelige selv bestemmer, og at man kan anråbe dem nobelt og uden at bryde for mange protokoller, om at kigge denne vej. Men i dag tager de nobelt opstilling flere gange og smiler direkte til kameraerne, indtil de forsvinder ind i Krone-65, Joachims sorte Maserati.

En insider-information fra den lokale fotograf er iøvrigt, at chaufføren normalt kører traktor på Schackenborg.

Så løber flokken tilbage og tager opstilling på græsset, stiger og tasker igen for at tage dronningen og prinsegemalen, der ligesom de andre følges hen ad den røde løber. Så tilbage på stigerne for at skyde kronprinseparret. Prins Christian kommer først ud med en papirsflyver, og man kan næsten høre fotografernes takketaler for denne unikke fotomulighed.

Mary er formentlig den mest populære kongelige og bliver som altid mødt med ekstra mange skudsalver. Og så stilner det lidt af som de øvrige kongelige kommer ud. Og til sidst udvikler der sig den aparte situation, at de øvrige gæster nu står i kø på vej ned af den røde løber, imens pressen har vendt dem ryggen og har travlt med at redigere og sende billedet af den nydøbte prins.

En royal begivenhed kontra arbejdsplads. Fotograferne er travlt optaget med at redigere de kongelige, der netop har forladt kirken, imens de øvrige gæster venter på at kunne komme fra kirken til den private fest på slottet - men bliver dog samtidig filmet af live-tv!

I løbet af 10 minutter er kirken forladt, og pressen kan forlade pool’en og gå eller løbe hen til presseteltet med trådløst internet ved slottet hvor hoffet har forberedt briefings på flere sprog om blomsterdekorationerne, prinsens navne, gæstelisten og mange andre detaljer. Her kan de sidste billeder redigeres og sendes med kyndig vejledning fra hoffets pressefolk om, hvem der er hvem på billederne. Et helt konkret problem, fordi måske kun Billed Bladets hofreporter kender samtlige gæster og deres navne. Ingen andre kender tilnærmelsesvis alle.

Spørgsmål som ”hvad er det Joachims børn hedder” og ”hvad var det den nye prins hed?” flyver igennem luften. Ikke af dybfølt interesse, men fordi billedteksterne og de nøgleord som hvert billede forsynes med, skal være korrekte.

Mine billeder indeholder f.eks. en rubrik med navnene på dem der er på billedet, hvornår og hvor det er, anledningen, en billedtekst, nøgleord såsom blomsterarter, bilmærker, tøjmærker, regionale oplysninger osv.

Enkelte fotografer er så heldige de bare skal sende deres 3-4 bedste skud råt og brutalt, så er redaktionen tilfreds, fordi de bare skal bruge et til webavisen og resten til den trykte udgave. Men mange andre skal forsyne billeddatabaser med billeder, der i de næste uger, måneder og år skal betjenes af folk der ikke aner hvem der er på billederne, men blot skal kunne søge på en græsk prins, og være sikre på at det faktisk er ham, der er på billedet.

Et billede af en græsk prins kan være ligegyldigt, eller kan blive utroligt værdifuldt den dag, han annoncerer en forlovelse med kæresten ved hans side. Derfor skal der lægges nøgleord, navne osv. ind i hver billedfil.

 

Epilog

Efter at have været spærret inde på en kirkegård en halv dag tillod jeg mig den luksus at spise en god varm ret mad på den lokale kro for enden af hovedgaden ("Schackenborg Vesterkro" som kan anbefales). Her var en del lokale, der alle forlod terrassen udenfor lidt i 21.00, fordi de skulle over at se blomsterdekorationerne i kirken.

”De har åbnet for kirken nu, Gustav,” blev der sagt, og få forlod Gustav og de andre kroen. Så jeg spiste færdigt og drog ligeledes til kirken for at fotografere blomsterne. Selv om det ikke ligefrem er en stor historie, var det dog en solo-historie (!), for der var kun lokale samt folk fra DR, der nedtog de mange lamper i kirken.

Om mandagen kunne jeg se, at jeg allerede havde solgt 3-4 billeder af blomsterne. Og hvem ved, når der en dag sidder en redaktør for et hollandsk blomsterblad og søger på ”lavendel” og ”pastelfarver,” så dukker mine fotos op og kommer til at pryde en helside i et blad om blomsterdekorationer.

Og det er næsten lige så godt som et billede af Prins Christian med papirsflyver

Blomsterdekorationer formet som kors i tre vinduer som illustration af tro, håb og kærlighed.